Østre Stationsvej 15, 2. sal, 5000 Odense C

Hvorfor blive frivillig under studiet?

Få erfaring og styrk dit CV!
Som studerende kan det være givende at bruge lidt af din fritid på frivilligt arbejde.
Du får praktisk erfaring, der styrker dit CV og gør dig mere attraktiv på arbejdsmarkedet
– samtidig med, at du får mulighed for at gøre en forskel for andre.
Frivilligt arbejde er også en god måde at møde nye mennesker på og udvide dit netværk i Odense, både fagligt og socialt.
Og når læsningen bliver for meget, kan det være rart med en meningsfuld pause fra læsningen, hvor du får en chance for at prøve noget helt andet.
Vil du bruge din studietid på noget, der både styrker dig og skaber værdi for dine medmennesker?
Så er frivilligt arbejde måske noget for dig.
Har du lyst til at blive en del af et meningsfuldt fællesskab i Odense? Enten som frivillig eller ved selv at deltage i et tilbud, som matcher dine ønsker? Så book en samtale med vores frivilligformidler, hvor i sammen kan tale om dine ønsker og finder et fællesskab eller tilbud, der passer til dig.
Book en samtale
Du kan booke en samtale via vores online bookingsystem. Samtalen kan bookes på torsdage kl. 10-14 i Borgernes Hus, online (via Teams) eller pr. telefon. Du er velkommen til at medbringe en ledsager til samtalen.
Hvis tidspunktet ikke passer dig, så skriv til os for at finde et andet tidspunkt. 
Hvis du har udfordringer ved at booke samtalen, er du velkommen til at ringe eller sende en sms til 21160254, så hjælper vi dig gerne.
Få et overblik over aktuelle frivilligjobs i Odense på siden frivilligjob.dk
Looking for volunteer jobs that require English? Visit www.volunteering.dk
Lige nu finder du mere end 375 aktiviteter i Odense på odense.socialkompas.dk.
I Socialkompas finder du både aktiviteter i de frivillige sociale foreninger og kommunale tilbud uden henvisning.

Jeg er frivillig fordi ...

Jeg er i gang med at uddanne mig til journalist. Jeg har meldt mig som frivillig i kommunikationsgruppen hos Dansk Flygtningehjælp for at uppe min viden indenfor virksomhedskommunikation. Jeg har valgt Dansk Flygtningehjælp, fordi jeg synes det er en spændende organisation, som arbejder for en mega vigtig sag; nemlig flygtninge og deres integration”

Anna, Dansk Flygtningehjælp

Jeg studerer til daglig medicin – som gav mig lyst til at blive brobygger hos Social Sundhed fordi jeg på egen krop ville opleve, hvordan udsatte patienter har det i mødet med sundhedsvæsenet. Jeg vil gerne vide, hvordan det føles at sidde på den anden side af bordet, så jeg kan bruge det til at blive mere bevidst om hvordan jeg kan være en bedst mulig læge. Social Sundhed er for mig en givende mulighed for at kunne hjælpe mennesker med at få adgang til sundhedsvæsenet, samt samle erfaringer som jeg kan bruge videre i min egen faglighed

Ludger, Social Sundhed

“Jeg har været frivillig hos 2 Timer om Ugen i 2,5 år ved siden af mit studie i Audiologopædi (talehørepædagogik). Jeg er frivillig, fordi det giver mening for mig at få lov til at se, hjælpe og være en del af flersprogede børns sproglige og personlige udvikling. Ligeledes har jeg selv udviklet mig meget i processen og fået gode bekendtskaber undervejs”

Anne Sofie, 2 Timer om Ugen